Hjemme hos Kaya

Hjemme hos Kaya: september 2012

Hjemme hos Kaya

Kaya er en pige på 4 år. Hun er glad, sjov, smuk og dygtig. Og så har hun Downs syndrom. Vi er Kayas forældre - og her på bloggen vil vi følge Kayas udvikling og dele gode og svære oplevelser.

søndag den 30. september 2012

jubilæumshåndbold

Pigerne er begyndt til håndbold igen. Og idag var en helt særlig dag - klubben holdt nemlig 40 års jubilæum. Derfor var der rundstykker, kaffe og kuffertcirkus til morgenens træningspasr. Og derfor havde Kaya og Rosa inviteret veninden Clara med. Glade unger og dejlig start på lørdagen.






mandag den 24. september 2012

Søstrekærlighed

De slåsser og skændes meget - altså Kaya og lillesøster Rosa. Men de er også glade for hinanden. Nogen gange stikker det helt af for dem - og så er der slet ingen grænser for, hvor meget de bare eeelsker hinanden. Tit er det faktisk, hvis de er ude blandt mennesker, som de ikke kender så godt. Sådan et moment havde de under lørdagsmiddagen til aktivitetsweekend med downsforeningen.







søndag den 23. september 2012

Aktivitetsweekend

Fest i teltet
Så er vi hjemme igen efter en fantastisk weekend med Downs-foreningen i Fredericia. 81 familier med børn var samlet for at netværke, feste, lege, danse og udveksle erfaringer om stort og småt. Det var som altid rigtig fedt at se de andre børn med downs syndrom. Og ikke mindst at opleve hvor velfungerende de fleste er. De leger jo på lige fod med de "normale" søskende. Kayas lillesøster Rosa blev kæmpefan af Alma My - en lille pige med Downs Syndrom. For hende var Alma My jo bare en sød pige at lege med - ikke et barn med særlige udfordringer.
Kaya og far

Rosa fjoller

Tormod med venner

Viktor går amok på El-spade

Lørdagens program var perfekt for Kaya og Rosa. Efter den store velassorterede morgenbuffet - inkl. den børnevenlige nutella - gik turen til Madsby Parken (en gigantisk legeplads/dyrehave/aktivitetspark) med et lille tog. Her havde Downs foreningen sørget for grillede lækkerier til alle 350 mennesker kl. 12. Imponerende, hvordan det hele bare kørte som smurt. Kl. 14 kiggede Nick Horup forbi - manden bag de efterhånden legendariske Morten og Peter-udsendelser. Han viste klip fra en ny fantastisk film, som foreningen er ved at producere til nybagte forældre til Downs Syndrom børn. En film, som vi øvrigt også deltager i.

Herefter gik turen i vandland. Både Kaya og Rosa satte kursen mod den største vandrutsjebane med det samme. Og i løbet af de 2 timer, vi var der, fik Kaya lært at svømme! Prøv lige at spørge, om vi var stolte, da hun første gang viste, at hun kunne selv. Sådan Kaya! Om aftenen gik Trolle og Tormod på scenen - tre gutter, der fik samtlige downs børn op af stolene. Sikke en fest. Der blev sunget, hoppet, danset og grinet. Lige indtil Kaya kapitulerede på Mikaels skulder.
Så! Er Kaya grydeklar

Nu er vi hjemme igen. Allerede kl. 14 spurgte Rosa, om det ikke snart var nat, så hun kunne sove. Så begge piger gik ud som et lys før kl. 19. Det sker ellers aldrig. Men efter sådan en weekend var batterierne nok flade. Jeg sidder bare her med et stort smil. Elsker at se Kaya blandt ligesindede - og høre de motiverende hverdagsberetninger fra de andre forældre. Det giver fornyet tro og håb for alt det, der venter forude.



fredag den 21. september 2012

På vej til aktivitetsweekend

Så skal der være fest. Vi kører i fredagstrafikken på vej mod Fredericia og aktivitetsweekend med downs foreningen. I år er det er 3. gang vi deltager - og vi glæder os. Især fordi vi i år har vores rigtigt gode venner Rikke og Lars med. Kaya glæder sig helt sikkert til at vise det hele frem til deres fantastiske DS datter Magda, som er en af Kayas bedste venner.

Lige nu tager hun dog en perfekt timet lur, mens søster Rosa taler i fantasitelefon ved siden af.



- Posted using BlogPress from my iPad

torsdag den 20. september 2012

Skolepsykologisk test

I sidste uge fik vi konklusionen på den skolepsykologiske test, Kaya var igennem for et par uger siden. En test, som skal vurdere hende i forhold til skolestart. Vi vidste godt, at hun havde klaret testen rigtig godt, men var alligevel spændte på at se de konkrete resultater sort på hvidt. Testen skulle vurdere hendes niveau inden for 5 områder:

Almen viden: Her svarer hendes niveau til en normalt fungerende 2-årig.
Overbegreber: Her er hun virkelig godt med. Psykologen vurderer, at niveauet svarer til et barn på knap 4 år. Jubiiiii!
Ordforståelse: Niveauet svarer til en 2 årig. Kayas verbale sprog er stadig lidt mangelfuldt, men der er sket helt vildt meget med hende på det område det seneste år. Derfor er hendes talepædagog slet ikke i tvivl om, at hun kommer til at udvikle sig meget mere her.
Geometriske figurer: Niveauet svarer til en 2 årig.
Puslespil: Klares svarende til et barn på ca. 3,5 år. 

Kaya er 4 år nu - fylder 5 år til november. Så vi er ret stolte af hendes resultater. Ikke mindst fordi både psykolog, støttepædagoger og talepædagog var enige om en flot udvikling inden for alle områder. Et af de områder, som testen ikke fortæller noget om, er de sociale færdigheder. Her er Kaya virkelig godt med. Jeg bliver så glad, når jeg ser hende være sammen med familien, børnene i børnehaven og pædagogerne. Hun er nærværende, hjælpsom og aktiv - og er god til at fornemme, hvordan andre har det. Derfor har hun let ved at få venner og er vellidt hvorend hun kommer frem. 

Næste skridt bliver så skolen. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at hun kommer til at elske det. Og at jeg kommer til at revne af stolthed, når hun står klar til første skoledag.




Berlin med mormor og morfar

For et par uger siden hoppede vores lille firkløver på flyveren til Berlin. Mormor og morfar havde inviteret os derned på en forlænget weekend. Det var en rigtig fed tur. Vi havde lejet en lejlighed i Prenzlauer Berg, hvor ungerne kunne boltre sig på den ene legeplads efter den anden. Som altid gik Kaya efter de største og sværeste rutsjebaner. Især når mormor kiggede, så hun kunne vise, hvor dygtig hun er. Det var en super weekend, hvor vi hyggede med øl i solen, flere legepladser, søndagsmarked i Mauer Park, shopping med mormor og lækker gastronomi. Og så havde Kayas far endda fødselsdag på turen. Så han blev vækket med skønsang, balloner, gaver - og ja endda stjernekastere. Resten af dagen vimsede Kaya rundt med et flag. For hende var det næsten lige så godt som at have fødselsdag selv.



onsdag den 19. september 2012

Kaya & Chap


Kaya & Chap, originally uploaded by Hr. espensen.
Sommerferien bragte os bl.a. forbi en Disney butik i Salt Lake City. Rosa kunne nærmest ikke være i sin krop af begejstring - her var jo prinsesser, nussepusse-slotte og lyserøde tryllestave i et væk.

Kaya tog det hele med lidt mere sindsro... indtil hun fik øje på to små tøjdyr der forestillede Chip og Chap. Nu skal det siges, at Kaya havde set ret mange Chip & Chap film på bagsædet under vores Road Trip. "Kaya - Elsker Chap" udbrød hun begejstret og så krammede hun ellers de stakkels små tøjdyr så hun blev helt rød i hovedet. Vi måtte naturligvis op med dollar-sedlerne... vi kunne simpelt hen ikke vriste dem fra hende igen.

lørdag den 8. september 2012

Skoleklar

Da vi kom hjem fra sommerferie, kunne børnehaven fortælle, at Kaya så skal i skole næste sommer!?! What! Så er hun jo kun 5 1/2 år. Men sådan er reglerne åbenbart. Det år, man fylder 6 år, skal man starte i skole. Og der er ingen undtagelse for downs børn. Nu er Kaya så blevet gennemtestet af kommunens skolepsykolog, som herefter har konkluderet, at Kaya er mere end klar. Rent faktisk er hun allerede nu på niveau med de børn, der denne sommer er startet i specialklasse. Stolt mor?... det tror jeg nok liiiggeee!

fredag den 7. september 2012

Undskyld vi er her

Igår var der premiere på DR programmet "Undskyld vi er her" hvor man følger Downs pigerne Sandra, Maria og Sara. Charlotte og jeg så programmet sammen og blev rigtig glade. For hvor er pigerne bare helt fantastisk søde og dygtige. Dejlig at se, hvordan unge voksne med downs håndterer hverdagen med oprejst pande. 

Og så grinede vi også meget. For hvor er pigerne bare skønne og sjove. Vi griner også rigtigt meget af Kaya i vores hverdag... jeg har sagt det før: mennesker med downs er bare sjovere end os andre. 

Se med de næste 5 onsdage på DR kl. 21.00