Dengang Kaya var helt lille, hørte jeg ofte om fordomme om Downs børns evne til at lære nyt. "I skal nok ikke regne med, at hun kan komme til at lære at cykle". "Hun skal virkelig have mange gentagelser, før hun lærer noget". Det var bare et par af de udtalelser, jeg hørte. Og nu sidder jeg så her og bliver bare nødt til at prale lidt af Kaya. For hun er sq ikke så dum. Og kan sagtens lære en helt masse. Faktisk er hun fx ofte bedre til at hjælpe i køkkenet end hendes ellers så intelligente lillesøster Rosa.
Kaya elsker tømme opvaskeren. Tallerkener bliver stablet korrekt, bestik lagt rigtigt på plads og det endda uden noget går i stykker. Når hun er færdig med at spise, stiller hun selv sin tallerken over på køkkenbordet og siger tak for mad (eller rettere "Maaaaaadddddd"). Og skal bordet dækkes, står hun også klar til at hjælpe - og får let placeret servicen, hvor det skal. Så ja - downs børn kan sagtens lære en helt masse. Også uden at det behøver at være en kamp. Jeg tror på, at man kommer rigtig langt ved at inddrage sine børn i de daglige aktiviteter. Så bliver det bare sjovt i stedet for en sur pligt. Selv for et downs barn :-)
Etiketter: downs syndrom, opdragelse
