Så har vores lille familie sørme meldt os til den Oplevelses- og Aktivitetsweekend, som Landsforeningen Downs Syndrom arrangerer i september. For mig er det faktisk lidt af en milepæl. Husker tydeligt da Kaya blev født. Her kunne jeg slet ikke overskue at møde andre i samme båd. Alt virkede fremmed, skræmmende og uoverskueligt. Først efter 3-4 måneder tog vi kontakt til den første familie. Og nu skal vi altså møde en helt masse andre familier i september. Og jeg glæder mig! Både til at høre om andres oplevelser og erfaringer - og så selvfølgelig til at møde andre børn med Downs Syndrom. I hverdagen får man let tendens til at sammenligne Kaya med "normale" børn. Nu får jeg endelig chancen for at se Kaya med hendes egne "kolleger".
Derhjemme tænker vi ikke så meget over, at Kaya er anderledes. Hun er jo bare vores dejlige lille Kaya, som kan blive lige så glad, frustreret, sur og legesyg som lillesøster Rosa. Det tror jeg også er vigtigt at holde fast i. Downs Syndrom er ikke en sygdom. På mange måder er Kaya jo helt normal og har samme behov som andre børn. Måske går tingene lidt langsommere engang imellem - men det er jo ren praktik.
Da Kaya var helt lille, fik vi at vide, at opdragelsen ville kræve mange gentagelser. For fx at lære, at man ikke må kravle ind i opvaskemaskinen, skulle hun have det at vide 100 gange - hvor normale børn ville fatte det efter 10. Hmmmm. Er nu ikke helt enig. Efter at have stået over for netop denne problematik må vi erkende to ting: 100 gange er ikke nok! Og det gælder i øvrigt også for Kayas ellers så skarpe lillesøster :-)
Etiketter: downs foreningen, downs syndrom, ferie
