Kaya øver stadig i at komme op og stå. Og der er helt klart fremgang, men det går langsomt. Nogen gange mister jeg tålmodigheden og spekulerer over om hun nogensinde kommer til at gå. Men de kloge fra neuropædiatrisk team siger, at det gør hun. Desuden siger de, at det er en god ting, at Kaya tager sig den tid som hun har brug for. Det betyder måske, at hun i sidste ende kommer til at gå bedre.
Jeg glæder mig bare sådan til, at hun kan løbe, danse og lege med lillesøster Rosa, der ubesværet racer rundt. Heldigvis er Kaya pavestolt over så langt hun er kommet. Hun griner og klapper hver eneste gang hun står 5 sekunder uden støtte.