Den anden dag var Charlotte og jeg til en statussnak i vuggestuen sammen med Kayas støttepædagog Dorthe og en ergoterapeuten fra Neuropædiatrisk team.
Vi var alle enige om, at Kaya har trådt speederen i kælderen når det kommer til både social og sproglig udvikling. Siden sommerferien har hun taget nogle kæmpestore skridt. Fx er hun blevet både hurtig og sikker i at identificere objekter og dyr i bøger.
Og så er der jo det med sproget... hold da op. Pludselig kommer der bare nye ord til hele tiden. Hendes udtale er naturligvis ikke helt i skabet - og det kræver at man kender hendes lyde for at forstå hende. Men det går rigtigt stærkt fremad. Samtidig har hun sat fart på brugen af tegn-til-tale. Charlotte og jeg kan ikke længere følge helt med - så nu har vi sat gang i at få planlagt det kursus, som vi har fået bevilget.