Hjemme hos Kaya

Hjemme hos Kaya: november 2011

Hjemme hos Kaya

Kaya er en pige på 4 år. Hun er glad, sjov, smuk og dygtig. Og så har hun Downs syndrom. Vi er Kayas forældre - og her på bloggen vil vi følge Kayas udvikling og dele gode og svære oplevelser.

mandag den 28. november 2011

Kaya 4 år



Så oprandt den store dag, hvor Kaya fyldte 4 år. Hun blev selvfølgelig fejret på behørig vis med både gæster, gaver og en kæmpestor kagemand. Det er lidt sjovt at observere hende, når hun pludselig er i centrum af en større forsamling. Hun bliver lidt stille - som om hun tænker: "hva faen foregår der her".

2 timer efter videoen her blev optaget, var gæsterne gået hjem. Kun Mormor og Morfar blev tilbage og kunne nyde en Kaya i et helt andet hoplahumør. Hun så nemlig dansefinale i tv, mens hun selv storgrinede, snurrede rundt og dansede for fuld gas.

Etiketter: , , ,

mandag den 21. november 2011

Downs Syndrom - ikke så dumt

Dengang Kaya var helt lille, hørte jeg ofte om fordomme om Downs børns evne til at lære nyt. "I skal nok ikke regne med, at hun kan komme til at lære at cykle". "Hun skal virkelig have mange gentagelser, før hun lærer noget". Det var bare et par af de udtalelser, jeg hørte. Og nu sidder jeg så her og bliver bare nødt til at prale lidt af Kaya. For hun er sq ikke så dum. Og kan sagtens lære en helt masse. Faktisk er hun fx ofte bedre til at hjælpe i køkkenet end hendes ellers så intelligente lillesøster Rosa.

Kaya elsker tømme opvaskeren. Tallerkener bliver stablet korrekt, bestik lagt rigtigt på plads og det endda uden noget går i stykker. Når hun er færdig med at spise, stiller hun selv sin tallerken over på køkkenbordet og siger tak for mad (eller rettere "Maaaaaadddddd"). Og skal bordet dækkes, står hun også klar til at hjælpe - og får let placeret servicen, hvor det skal. Så ja - downs børn kan sagtens lære en helt masse. Også uden at det behøver at være en kamp. Jeg tror på, at man kommer rigtig langt ved at inddrage sine børn i de daglige aktiviteter. Så bliver det bare sjovt i stedet for en sur pligt. Selv for et downs barn :-)

Etiketter: ,

lørdag den 19. november 2011

Derfor skal børnene med på storbyferie


Hjemme hos Kaya er vi ret glade for at rejse. Charlotte og jeg har rejst meget sammen før vi fik børn - og gør det også nu, sammen med ungerne. Og selv om vi elsker både solferie og naturoplevelser, så banker vores hjerte særligt for verdens storbyer. 

Kaya var med os i New York, da hun var bare 4 måneder. Og siden har vi haft begge piger med i Barcelona, Paris, Berlin og New York (igen... vi elsker sgu den by).

Vi møder rigtigt mange kolleger (altså andre forældre), der slet ikke kan forstå, hvorfor vi kan finde på at tage ungerne med på den slags ferie. Igen og igen hører vi vrøvl ala "ungerne har jo ingen glæde af det", "det er i HVERT FALD ikke for børnenes skyld" og "Vi vil nu helst holde ferie på børnenes præmisser".

Vi er selvfølgelig alle forskellige og man skal gøre præcis, hvad man har lyst til. Men i mine ører er den slags noget overhelligt vrøvl. Og til tider tror jeg forældre bruger deres børn som undskyldning for at vælge den trygge og nemmeste løsning. Derfor... Her kommer:

8 gode grunde til at børnene skal med på storbyferie:

  1. Hvis forældrene er glade og får ny spændende inspiration - så er børnene glade og får ny spændende inspiration!
  2. Storbyer er fyldt med legepladser
  3. Storbyferie byder på masser af lange gå-ture. Børnene kommer til at bevæge sig mere end på stranden
  4. Hver dag i storbyen byder på nye oplevelser. Ungerne kommer aldrig til at kede sig.
  5. Børnene bliver udfordret. Spændende mad, mennesker og kulturer. 
  6. Alle mennesker elsker børn - du og børnene vil møde og tale med flere mennesker end på nogen charter-destination
  7. Storbyen byder på de mest fantastiske børne-universer som fx Berlins Kolle 37 og New Yorks Museum of natural history
  8. Storbyen har fantastiske naturoplevelser helt tæt på. Prøv fx. Central Park eller Jardins des tuelleries med ungerne - de vil elske det. 
Nu vil vi glæde os til vores næste rejse... den går til over-charter-destinationen over dem alle: Tenerife. Men næste sommer glæder vi os til bl.a. San Francisco og Las Vegas. Selvfølgelig sammen med børnene. 

3 piger giver den gas i Paris

Charlotte og Kaya i Central Park

Kaya, mormor og morfar på bustur i Barcelona

Etiketter: , , ,

Pusterum fra hverdagen


Aal-Cph, originally uploaded by Hr. espensen.

Hjemme hos Kaya er der fart på. Afsted til Børnehave og vuggestue - Masser af spændende opgaver på Weltklasse, madpakke, tøjvask, overkorrekt økoindkøb og ih og åh så meget familie-tid.

MEN. Nogengange stikker Charlotte eller jeg afsted - helt alene. Heldigvis har vi verdens allerbedste venner, der bor på Amager. Og heldigvis ligger Amager nærmest i terminal 1 i Kastrup lufthavn. Eddersparkemig fantastisk med sådan en dag, hvor man er helt sig selv, nyder København og vennerne. Og er du sindssyg, hvor er det fantastisk at se sine unger når man kommer hjem igen.

Besøgte i øvrigt de nyåbnede Torvehaller på min egotur i onsdags. Den ene af hallerne forekom mig en anelse tøset. Mudder-creme og og lyserøde nussepusse-kager er ikke lige mig. Pizzaerne hos Gorm og slagter-butikkerne i den anden hal kan dog sagtens anbefales.

Etiketter: ,

tirsdag den 1. november 2011

Kaya og lillesøster



Hjemme hos Kaya bor jo også lillesøster Rosa på to-et-halvt. Med bare 14 måneder imellem dem lever de et rigtigt søster-liv med skænderier, grineflip, krammere og gok i nødden. Her er lige en video med et stille øjeblik, hvor pigerne leger sammen med deres iPad.

Etiketter: , , , ,