Hjemme hos Kaya

Hjemme hos Kaya: november 2010

Hjemme hos Kaya

Kaya er en pige på 4 år. Hun er glad, sjov, smuk og dygtig. Og så har hun Downs syndrom. Vi er Kayas forældre - og her på bloggen vil vi følge Kayas udvikling og dele gode og svære oplevelser.

tirsdag den 23. november 2010

Voksenmad - ja tak

Jeg husker tydeligt tiden for et år siden. Her sad vi stadig og gav Kaya moset mad og sutteflaske. For dengang var den unge dame bestemt ikke begejstret for at indtage mad med klumper. Og drikkevarer på glas vakte heller ikke stor begejstring. Nøj, hvor var vi frustrerede over det. Jeg troede virkelig, at vi for evigt ville gå rundt med et glas Hipp i tasken. Men bekymringerne er nu for længst pakket væk. Kaya er blevet superdygtig til at spise "voksenmad". Både marinerede sild, bøffer og oliven er velkomne. Og hun drikker lystigt af glasset. Jeg er bare så stolt af hende. For hun lærer hele tiden nyt. For et år siden var det maden, der var den store udfordring. I dag er kampen for at komme op og gå. Men pyt - hun skal nok lære det hele. Hun tager det jo bare i sit helt eget tempo.

Mormors pige

I forrige weekend var farmand en tur med drengelogen i Nice. Så mormor og morfar kom og hyggede med mig og pigerne. Fantastisk weekend, hvor Rosa og Kaya bare blev gennemforkælet. Ikke på noget tidspunkt manglede de opmærksomhed. Kaya kvitterede da også med mange og lange kram - ikke mindst til mormor. Selvom det nu er næsten to uger siden, at de var på besøg går begge piger stadig og spørger, hvor mormor og morfar er henne.

onsdag den 17. november 2010

Statussnak med støttepædagog


IMG_2232, originally uploaded by Hr. espensen.
Den anden dag var Charlotte og jeg til en statussnak i vuggestuen sammen med Kayas støttepædagog Dorthe og en ergoterapeuten fra Neuropædiatrisk team.

Vi var alle enige om, at Kaya har trådt speederen i kælderen når det kommer til både social og sproglig udvikling. Siden sommerferien har hun taget nogle kæmpestore skridt. Fx er hun blevet både hurtig og sikker i at identificere objekter og dyr i bøger.

Og så er der jo det med sproget... hold da op. Pludselig kommer der bare nye ord til hele tiden. Hendes udtale er naturligvis ikke helt i skabet - og det kræver at man kender hendes lyde for at forstå hende. Men det går rigtigt stærkt fremad. Samtidig har hun sat fart på brugen af tegn-til-tale. Charlotte og jeg kan ikke længere følge helt med - så nu har vi sat gang i at få planlagt det kursus, som vi har fået bevilget.