Hjemme hos Kaya

Hjemme hos Kaya: juli 2010

Hjemme hos Kaya

Kaya er en pige på 4 år. Hun er glad, sjov, smuk og dygtig. Og så har hun Downs syndrom. Vi er Kayas forældre - og her på bloggen vil vi følge Kayas udvikling og dele gode og svære oplevelser.

torsdag den 22. juli 2010

Tur i parken

I går var vores lille familie en tur i Randers for at hygge med mormor og morfar. Vi nød en fantastisk dag i Doktorparken med højtbelagt madpakke, fodring af ænder, gyngestativer og andet godt. Kaya var selvfølgelig helt i topform. Se selv...

onsdag den 14. juli 2010

Hos ørelægen


Hos ørelægen, originally uploaded by Hr. espensen.

Kaya er begyndt at få besøg af en talepædagog henne i vuggestuen. Og noget af det første som talepædagogen spurgte til var Kayas lidt snøvlende stemme. Desuden spurgte han til Kayas nærmest konstante forkølelse. Han anbefalede, at vi tog hende med til en øre- næse- halslæge, som skulle kigge på hendes hals og ører.

Igår var rollingen og mig så henne hos en specialist i Aalborg. De målte først på hendes ører og kunne konstatere, at der sandsynligvis stod noget vand i ørerne. Det sker åbenbart for børn når de er forkølede. Derfor er chancen for, at Kaya går rundt med det hele tiden ret stor.

Efterfølgende kiggede lægen på hendes hals og konstaterede at hun sandsynligvis har for mange polypper. Derfor anbefalede han, at hun skal have fjernet polypper og samtidig have lagt dræn i begge ører. Heldigvis er det ikke noget der haster, så det kommer ikke til at stå i vejen for vores sommer ferie. Nu skal vi i første omgang begynde at skylle hendes næse med en næsespray. Og så skal vi til tjek engang i August, hvor vi sikkert planlægger hvornår indgrebet skal foretages.

Jeg synes det er lidt skræmmende, at min lille trold skal under fuld narkose. Til gengæld mener lægen, at det kan have positiv indflydelse på hendes sprogudvikling - så selvfølgelig skal hun igennem det.

mandag den 12. juli 2010

Pjækkedag?


, originally uploaded by Hr. espensen.

Kaya er blevet lidt forkølet (igen, igen, igen) og i morges målte vi at hun havde lidt feber. Derfor har vi holdt hende hjemme. Men... hun virker nu ikke som om hun er MEGET syg!

søndag den 11. juli 2010

Op og stå!


, originally uploaded by Hr. espensen.

Kaya øver stadig i at komme op og stå. Og der er helt klart fremgang, men det går langsomt. Nogen gange mister jeg tålmodigheden og spekulerer over om hun nogensinde kommer til at gå. Men de kloge fra neuropædiatrisk team siger, at det gør hun. Desuden siger de, at det er en god ting, at Kaya tager sig den tid som hun har brug for. Det betyder måske, at hun i sidste ende kommer til at gå bedre.

Jeg glæder mig bare sådan til, at hun kan løbe, danse og lege med lillesøster Rosa, der ubesværet racer rundt. Heldigvis er Kaya pavestolt over så langt hun er kommet. Hun griner og klapper hver eneste gang hun står 5 sekunder uden støtte.

lørdag den 10. juli 2010

Faster Sussi


Faster Sussi, originally uploaded by Hr. espensen.

Fantastisk fredag aften med grillet culotte og besøg af familien fra klokkerholm. Kaya var begejstret for at se kusinerne - og for at være lidt for sent oppe og hygge med faster sussi.

fredag den 9. juli 2010

Vores første DS-træf

Så har vores lille familie sørme meldt os til den Oplevelses- og Aktivitetsweekend, som Landsforeningen Downs Syndrom arrangerer i september. For mig er det faktisk lidt af en milepæl. Husker tydeligt da Kaya blev født. Her kunne jeg slet ikke overskue at møde andre i samme båd. Alt virkede fremmed, skræmmende og uoverskueligt. Først efter 3-4 måneder tog vi kontakt til den første familie. Og nu skal vi altså møde en helt masse andre familier i september. Og jeg glæder mig! Både til at høre om andres oplevelser og erfaringer - og så selvfølgelig til at møde andre børn med Downs Syndrom. I hverdagen får man let tendens til at sammenligne Kaya med "normale" børn. Nu får jeg endelig chancen for at se Kaya med hendes egne "kolleger".

Derhjemme tænker vi ikke så meget over, at Kaya er anderledes. Hun er jo bare vores dejlige lille Kaya, som kan blive lige så glad, frustreret, sur og legesyg som lillesøster Rosa. Det tror jeg også er vigtigt at holde fast i. Downs Syndrom er ikke en sygdom. På mange måder er Kaya jo helt normal og har samme behov som andre børn. Måske går tingene lidt langsommere engang imellem - men det er jo ren praktik.

Da Kaya var helt lille, fik vi at vide, at opdragelsen ville kræve mange gentagelser. For fx at lære, at man ikke må kravle ind i opvaskemaskinen, skulle hun have det at vide 100 gange - hvor normale børn ville fatte det efter 10. Hmmmm. Er nu ikke helt enig. Efter at have stået over for netop denne problematik må vi erkende to ting: 100 gange er ikke nok! Og det gælder i øvrigt også for Kayas ellers så skarpe lillesøster :-)

Etiketter: , ,

onsdag den 7. juli 2010

Kaya vil helst ha mor & far


IMG_9876_edit, originally uploaded by Hr. espensen.

Lige for tiden er Kaya inde i en periode, hvor hun bliver mut når vi har hende med ud på besøg. Hun klynger sig til mor og far og får bævrende underlæbe så snart bare én af os er ude af syne. Hun virker som om hun er meget bange for, at vi skal gå - og at hun skal passes af andre. Mon ikke bare det er noget hun skal igennem?

tirsdag den 6. juli 2010

Ved stranden


IMG_9833, originally uploaded by Hr. espensen.

Vi havde en fantastisk søndag. Charlotte og jeg havde egentlig været på Nibe festival lørdag og havde nok forventet ondt i hovedet og sofatid. Men de postfestivalistiske lidelser udeblev - så vi tog hele familien til stranden. Kaya elsker det. Rosa derimod, er en anelse angst for havet - det må hun have efter sin mor! Men leg i den gigantiske sandkasse faldt i god jord.

mandag den 5. juli 2010

Hvor blir hun bare stor!


IMG_9530, originally uploaded by Hr. espensen.

2½ år går altså hurtigt. Selv om Kaya er lille i forhold til hendes jævnaldrende så begynder hun at se så "voksen" ud. Jeg tænker det må være noget med ansigtet og hendes bevægelser.

torsdag den 1. juli 2010

Pigerne tager udendørsbad

Mon ikke snart det her lille plast-badekar er for småt til at pigerne bader samtidig :-)