
-- Oprettet med min iPhone


Det er ikke kun i Irak de smider med sko. På dette klip er Kaya milimeter fra at ramme lillesøster Rosa på næsen med en gul sko.
Så var jeg lige en tur ved lægen med Kaya. Hun har sovet vildt dårligt den sidste uge og har virket lidt overfølsom inde i munden. Vi troede egentlig, at hun var ved at få en tand (hun mangler nemlig stadig at få nogen stykker). Men så opdagede Charlotte nogen små blister på spidsen af Kayas tunge.
Vi skrev til lægen, der altså gerne ville se hende. Hun ville nemlig checke om det kunne være Hand, Foot, Mouth disease. Men da Kaya ikke havde spor af knopper eller blister på hverken fødder eller hænder, konkluderede lægen, at det måtte være en eller andet art virus. Heldigvis er hun glad og frisk i løbet af dagen - og om natten må hun så få lidt panodil så hun kan sove.
Så spiser Kaya da lige frikadeller med rugbrød. Det går vildt hurtigt lige nu med hendes udvikling mht. spisning. Den anden dagspiste hun et pølsehorn :o)

Kaya er blevet meget bevidst om ritualer. Hver aften når hun skal have børstet sine tænder - ja så skal hun liiige prøve selv til sidst.
Kaya nærmer sig 2 år (til november), men hun har stadig ikke lært at gå. Det skyldes primært hendes hypermobilitet, der gør at hun ikke har spænding nok i benene til at rejse sig. Derfor træner både vi og Kayas støttepædagog Dorthe meget med hende. Desuden skulle også ridefysioterapien betyde noget for spændingen i benene.
Alt imens vi alle sammen har masser af teorier om den optimale træning og hvad præcis der kan hjælpe Kaya... ja så kæmper den bette sin helt egen kamp. For nu VIL hun altså snart op og stå! Det er inspirerende at se, hvordan hun hver eneste dag bruger masser og atter masser af energi på at kæmpe sig op på benene.
Når man ser hendes kamp, er man slet ikke i tvivl om, at hun nok skal få styr på hendes ben og komme op og gå. Vi skal bare have tålmodighed. Jeg tror faktisk det er det allerbedste man kan give både sig selv og et barn med downs syndrom... masser af tålmodighed.
Endelig kom dagen, hvor mor Charlotte fik drømmen om en datter med rottehaler til at gå i opfyldelse. Kayas hår er langt om længe blevet langt nok - og vi kunne sende en stolt lille trold i vuggestue med ny frisure.
Faktisk er det utroligt, at det lod sig gøre. Farmor er jo frisør og hun vifter flittigt og truende med saksen så snart hun ser Kaya. Men vi har standhaftigt stået imod og ladet håret vokse.