Hjemme hos Kaya

Hjemme hos Kaya: juni 2009

Hjemme hos Kaya

Kaya er en pige på 4 år. Hun er glad, sjov, smuk og dygtig. Og så har hun Downs syndrom. Vi er Kayas forældre - og her på bloggen vil vi følge Kayas udvikling og dele gode og svære oplevelser.

mandag den 29. juni 2009

Kaya og mor hygger i haven

Kaya og mor hygger i haven from Mikael Espensen on Vimeo.


Vores unger bliver RIGTIGT trætte i de her dage, hvor de bruger det meste af dagen udendørs. I lørdags var Kaya helt smadret allerede kl. 18.00 og tog sig en ordentlig aften-lur. Det betød, at hun vågnede igen kl. 19.30 og var i total hopla.

Vi sad ude i haven og hyggede os og pludselig opfandt Kaya en ny underlig ting, som hun havde meget travlt med at vise os. Hun synes selv, at det var meget sjovt - og vi var selvfølgelig også ødelagte af grin. Det er skønt at opleve, at hendes humor udvikler sig. Der er virkelig ingen, der kan få mig til at grine som hende.

torsdag den 25. juni 2009

Fed torsdag!

Det kører for Kaya. Har i dag drukket et stort glas mælk. Ja - faktisk to. Juhuuuuu. Så nu er det snart farvel til sutteflasken - endelig! Og så er hun blevet rigtig go til en masse tegn (tegn-til-tale). Kan "sige" mad, sove, far, hej og lege. Bruger nu også en stor del af dagen på at pege på det, hun møder på sin vej, og sige "det". Gætter det er starten på "hvad er det?".

tirsdag den 23. juni 2009

Ridefysioterapi



Hver fredag går Kaya til ridning på Finstrupgaard i Aalborg. Det lyder lidt skørt, at en pige på 1½ år går til ridning. Egentlig hedder det også ridefysioterapi og det handler om, at hestens bevægelser kan hjælpe til at styrke både muskler og spænding i kroppen. Desuden er jeg overbevist om, at samværet med dyr kan være med til at stimulere Kaya mentalt.

Når man normalt snakker om børn og ridning, så er det noget med en eller anden lillebitte hest. Men de heste som Kaya rider på er store som flyvemaskiner. Nu er jeg selv en anelse angst for heste - og det var altså lidt af en overvindelse, første gang jeg så Kaya spankulere afsted på ryggen af en kæmpekrikke der hedder Malthe. Men det gik godt - og Kaya er totalt uimponeret.

For nylig gik jeg på barsel med lillesøster Rosa - og det betyder, at jeg har muligheden for at komme med Kaya til ridning hver fredag. Jeg glæder mig vildt til det - for det er utroligt hyggeligt. Kaya vinker stolt, hver eneste gang hun og hesten passerer forbi mig.

mandag den 22. juni 2009

Kaya spiller trommer

Kaya amok på trommerne from Mikael Espensen on Vimeo.

En morgenglad Kaya

Bliver så stolt, når jeg ser dette billede. Hun er jo verdens gladeste Kaya

Pigerne i Alt for Damerne

Nu er det næsten allerede "old news", men i sidste uge var Charlotte og Kaya i Alt for Damerne. Charlotte skrev til redaktionen allerede i februar, at hun gerne ville fortælle sin historie. Overskriften på den meget flotte 6 siders artikel er "Kaya er den drøm jeg ikke vidste jeg havde".

I kølvandet på artiklen har vi fået masser af henvendelser fra folk der kunne kende sig selv i fortællingen. Vi er både glade og stolte over, at være trådt frem for at beskrive forløbet fra Kayas fødsel til idag. Hvis nogen har lyst til at se artiklen er i velkomne til at skrive til Charlotte - så kan hun sende en kopi.



Ved lægen igen!

Så er Kaya og mig hos lægen igen. Tror det er 4 gang på 3 uger. Først var det høj feber. Så udslet (måske pga. Pencillin). Så hed det nældefeber. Gad vide hvad lægen siger nu, hvor Kaya har små bumseagtige knopper på begge ben?


-- Post From My iPhone

Velkommen... hjemme hos Kaya


Kaya er en pige på 1½ år. Hun er glad, sjov, smuk og dygtig. Og så har hun Downs syndrom. Vi er Kayas forældre - og her på bloggen vil vi følge Kayas udvikling og dele gode og svære oplevelser.